BISPEPARKEN HAR ET ÅR MERE TIL AT KOMME UD AF REGERINGENS LISTER – november 2019

HVIS VI KOMMER UD I DECEMBER 2020, SÅ KOMMER VI ALDRIG PÅ DEN ”HÅRDE” LISTE

BISPEPARKEN ER PÅ VEJ UD AF REGERINGENS LISTER – MEN REGERINGENS LISTER BRUGER GAMLE TAL – DERFOR TAGER DET LANG TID AT KOMME UD

De nyeste tal på regeringens lister for december 2019 er fra 1. januar 2019 og de andre tal er ældre end det. Flere af tallene er fra før lovgivningspakkerne overhovedet blev stemt igennem i Folketinget. Så uanset, hvordan det ser ud lige nu, så bliver vi målt på tal, der er mindst 11 måneder gamle.

VORES PLAN A, PLAN B OG PLAN C

Plan A er at komme ud af regeringens lister i december 2019 eller december 2020.

Plan B er at have aktuelle tal i december 2020, så vi kan overbevise boligministeren og andre om at vi ikke skal på den ”hårde” liste, men i stedet kan komme ud i 2021.

Plan C er vores egen eventuelle udviklingsplan, hvis vi kommer på den ”hårde” liste. Den opfylder lovgivningens krav til et område på den ”hårde” liste OG sikrer at alle beboere kan blive boende, at alle huse bliver stående og at hele Bispeparken fortsat er almene boliger.

Vi bestemmer ikke om politikerne vil gå med til den, men vores plan vedtaget på afdelingsmødet i juni 2019 er det første bud og indtil nu det eneste.

VI BLIVER MÅLT PÅ FIRE (SKÆVE) TAL

– HVIS TRE ER PÅ DEN RIGTIGE SIDE, ER VI FRI FRA LISTERNE

  1. Udenfor arbejde og uddannelse – I mange år har mange beboere i Bispeparken været i arbejde og uddannelse. Så intet problem der.
  2. Kun grundskole – Regeringen fjernede alle uddannelser fra udlandet fra tallene, så vi har været nødt til at få nogle ind igen med håndkraft, men de tæller først på listerne fra december 2020. Det er dog også tidsnok.
  3. Gennemsnitsindkomst – Vi sammenlignes med Region Hovedstaden, hvor Gentofte blandt andet har en meget høj indkomst. Den sammenligning prøver vi at få ændret. Samtidig kræves det, at nye beboere enten tjener de 19.600 kr./mdr. eller får SU, så man ikke er med i statistikken.
  4. Procentdel dømte – Det er små tal og ganske få mennesker, og procentgrænsen sættes i praksis ned hvert år, så det er svært at ramme den rigtige side. Der kræves dog nu, at alle, der flytter ind, har ren straffeattest.

INGEN BETYDNING OM VI BEBOERE ER SÅKALDT ”VESTLIGE”

Kriterie 5. om procentdel af beboere med såkaldt ”ikke-vestlig” baggrund afgør ikke om et boligområde er på regeringens lister. Kun om man er på den milde ”udsatte” eller den mellemste af regeringens lister. Det er de fire betingelser ovenfor, der afgør, om vi kommer ud af listerne, og det er ved ændre på dem, at vi kan komme ud.

BOLIGMINISTEREN HAR BESØGT BISPEPARKEN

Den nye boligminister, Kaare Dybvad, har været på rundtur i Bispeparken. Han synes, at vi har et fint boligområde og gode initiativer. Han har fortalt at hans mål er, at der ikke skal flere boligområder på den ”hårde” liste, og at han ikke ser Bispeparken som et område, der skal være på listerne. Det giver et håb om, at han vil være til at tale med, hvis vi ikke er ude af listerne i december 2020.

BEBOERNES FORANDRINGSPLAN HAR FORANDRET TINGENE

På afdelingsmødet i juni i år vedtog vi en plan, hvor 1. del handler om at komme ud af listerne (mange ting var allerede i gang i juni og andre er lykkedes eller på vej):

Uddannelsestilbud til alle 15-64 årige uden heltidsarbejde – i gang og på vej

Bispeparkens Bestyrelse er ved at sætte gang i et voksenuddannelsesprojekt, hvor voksne fra 25 år kan tage en basisuddannelse i Bispeparken med SU. Du og/eller din nabo kan stadig nå at være med. Vi er snart klar med ekstra information om SU og så videre.

Beboerprojekt Bispebjerg har haft kontakt med 15-29 årige, der ikke er i uddannelse, omkring uddannelsesmuligheder.

Jobcenterindsats, der øger gennemsnitsindkomsten – fremgang

Der har faktisk været fremgang, selv om Jobcenteret kører under mange mærkelige regler.

Hvis du oplever, at de sender dig eller andre beboere ud i aktivering uden løn i stedet for job eller uddannelse så skriv gerne til os, så prøver vi at tage fat i dem, måske hjælper det.

Registrering og anerkendelse af beboeres uddannelse fra udlandet – succes

Det er lykkedes at få 22 eksamensbeviser anerkendt med en aktiv indsats fra beboere og to medarbejdere to dage om ugen betalt af fsb-organisationen. Målet var 14 beviser.

100 % fleksibel udlejning og ingen boligsocial anvisning – fungerer

Siden foråret 2018 har der været 100 % fleksibel udlejning og ingen anvisning fra kommunen. Siden sommeren 2019 har der været yderlige krav.

Information om, hvor godt det er at bo i Bispeparken – altid populært

Bispeparken er smuk arkitektur, grøn profil, socialt sammenhold og en fantastisk beliggenhed midt i byen og midt i naturen. Det har Bispeparkens Bestyrelse i mange år fortalt om overalt, hvor der har været mulighed for det. fsb har nye gode historier på vej.

Og vi oplever at Bispeparken er populært, både blandt unge studerende og andre.

Beboerprojekt Bispebjerg – igangsætter og understøtter indsatser

Beboerprojekt Bispebjerg, er er den boligsociale helhedsplan for en række fsb-boligafdelinger, den styrker netværk i afdelingen og hjælper beboere, der har udfordringer. Der er sat gang i en særlig indsats for unge, der ikke er i uddannelse eller fuldtidsjob.

Postkassekontrol med mere – bliver stadig bedre

Administrationen i fsb får løbende bedre tjek på, at tallene for, hvem og hvor mange, der bor i boligerne er korrekte.

HUSK VOKSENUDDANNELSE I BISPEPARKEN

Du kan stadig nå at melde dig til og/eller spørge din nabo. Vi regner nu med at starte i januar og sende mere information ud snart om SU med mere. Samt om hvornår undervisningen skal ligge ud fra ønsker fra de allerede tilmeldte deltagere.

Bispeparkens Bestyrelse

www.bispeparken.dk

post@bispeparken.dk

Læs (og udskriv) nyhedsbrevet her.

Kort link (Shortlink):