Bispeparkens vej ud af listerne – december 2018

Bispeparken ligger desværre i en kommune med alt for få almene boliger, og regeringen fifler med tallene og betingelserne.

Derfor er vi på regeringens mellemste liste over boligområder, som de gerne vil kalde noget grimt. Vores kampagner har sikret et ekstra år, så vi har to år til at slippe ud af den liste, så vi undgår at komme på den “hårde” liste. De to år har vi tænkt os at udnytte maksimalt.

De tre afgørende faktorer for Bispeparken i forhold til regeringens nye lister er:

  • Gennemsnitsindkomst i forhold til regionen. Den er stigende, hvilket er godt.
  • Procentdel 30-59 årige, hvis uddannelse kun er grundskole eller er uregistreret. Den er faldende, hvilket også er godt.
  • Procentdel dømte. Den er steget, hvilket ikke er godt. Vi prøver at finde ud af hvorfor. Det er meget små tal, der kan svinge meget.

Heldigvis vågnede kommunen og fsb-administrationen i foråret og indførte 100 % fleksibel udlejning i Bispeparken. Desuden udfører de nu postkasse- og folkeregister-tjek for at undgå “spøgelses”-beboere, som ikke bor her, men påvirker vores procenter.

Vi har selv kørt kampagne for at studerende på det pædagogiske universitet i Emdrup skriver sig op hos os, de har nemlig en speciel kvote i Bispeparken. Vi har også været aktive i Almen Modstand og dannet en lokalgruppe sammen med vores naboer i fsb, AAB og AKB. I det nye år sætter vi fart i kampagnen for uddannelsesregistrering og andre tiltag, der viser sig at kunne påvirke i den rigtige retning.

Vi sætter altså alle sejl til for at komme ud af listerne i løbet af de to år. Selv hvis det ikke lykkes, har vi en plan B, som opfylder det, vi vedtog på afdelingsmødet i maj, nemlig at der hverken skal rives noget ned eller sælges boliger, huse eller jord og at ingen skal tvinges til at flytte. Det er bare endnu smartere at komme helt ud af listerne, så det går vi efter.

Kort link (Shortlink):