Reklamer

Reklamer skal smides ud – ikke bare smides

Reklamer skal smides ud i de beholdere, der er stillet op til det samme, da vi er kede af at se reklamer i opgange og ovenpå postkasser, også fordi de flyver rundt i området. Det er desuden en udgift for ejendomskontoret – og dermed os alle sammen – at funktionærerne skal samle reklamer op.

Du kan bestille ”reklamer – nej tak” på www.post.dk eller på posthuset, hvis du ikke ønsker at modtage reklamer – det hjælper også miljøet (mindre papirspild).

Læs mere nedenfor.


Reklamer

Hvis du vil undgå reklamer og gratisaviser, kan du tilmelde dig ordningen “Reklamer – nej tak” eller “Reklamer og gratisaviser – nej tak”.

Tilmelding til nej tak-ordningen

Du kan enten nøjes med at fravælge reklamer, eller du kan helt fravælge de fleste adresseløse forsendelser, herunder gratisaviser. Vær opmærksom på, at du ikke kan frabede informationer fra kommunen, regionen eller staten.

Ordningen har to forskellige Nej tak- mærker:

  • Reklamer – nej tak
  • Reklamer og gratisaviser – nej tak

Ordningen løber i faste perioder af ca. to års længde.

Du kan tilmelde dig på to måder:

  • digitalt på Post Danmarks hjemmeside via ePosthuset med NemID, eller
  • ved personligt fremmøde på dit lokale posthus. Husk at medbringe pas, sundhedskort, dåbsattest, kørekort eller bankernes ID-kort som legitimation.

Efter din tilmelding modtager du et klistermærke med posten. Klistermærket skal sidde på din postkasse eller højst 10 cm fra brevsprækken i din dør.

Når du tilmelder dig ordningen “Reklamer – nej tak” hos Post Danmark, sikrer du, at du fremover kun modtager reklamer med dit navn på. Du vil stadig modtage for eksempel telefonbøger og gratisaviser. På forbrug.dk kan du læse mere om ordningen, men du skal tilmelde dig hos Post Danmark.

Når du tilmelder dig ordningen “Reklamer og gratisaviser – nej tak” hos Post Danmark, sikrer du, at du fremover ikke modtager adresseløse forsendelser. Udover reklamer vil du heller ikke modtage lokale ugeaviser, gratisaviser eller telefonbøger. Vil du stadig modtage din lokale ugeavis, må du nøjes med at tilmelde dig “Reklamer – nej tak” eller selv hente din ugeavis.

På trods af din tilmelding til “Reklamer og gratisaviser – nej tak” vil du stadig modtage materiale fra offentlige myndigheder, velgørende foreninger, patientforeninger, politiske partier og andre, der ikke er omfattet af ordningen.

På forbrug.dk kan du læse mere om ordningen, men du skal tilmelde dig hos Post Danmark.

Forbrug.dk om “Reklamer – nej tak” og “Reklamer og gratisaviser – nej tak” (nyt vindue)

Post Danmark om “Reklamer Nej tak” og “Reklamer og gratisaviser – nej tak” (nyt vindue)

Hvad gør jeg hvis jeg har mistet mit Nej tak-mærke?

Har du mistet dit Nej tak-mærke, kan du kontakte Post Danmark for at få et nyt. Det kan du gøre ved at ringe til tlf. 80 20 70 30 eller maile til skrivpost@post.dk.


Beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten)

Hvis du vil beskyttes mod direkte markedsføring fra firmaer, skal du på Robinsonlisten.

Adresserede reklamer og breve

Et firma eller en organisation må som udgangspunkt godt sende dig adresserede reklamer og breve eller ringe til dig, men du kan frabede dig disse henvendelser, ved at blive registreret på Robinsonlisten.

Robinsonlisten er opkaldt efter Robinson Crusoe og er til husstande, som gerne vil være i fred for reklamer. Det er CPR-registeret, der registrerer markedsføringsbeskyttelsen og udarbejder Robinsonlisten. Firmaer og organisationer har pligt til at undersøge, om du står på listen, før de afsender adresserede reklamer eller ringer til dig.

Nej tak til adresserede reklamer

Du kan undgå de adresserede salgsreklamer og telefonopkald, hvis du registrerer dig på Robinsonlisten, og registreringen er gratis.

For at blive registreret, skal du:

  • bruge selvbetjeningsløsningen Beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten) på borger.dk eller
  • kontakte Borgerservice i din bopælskommune.

Der kan gå op til tre måneder før din registrering træder i kraft, da Robinson-listen kun bliver udsendt til de erhvervsdrivende en gang i kvartalet.

Flere personer på adressen

Registreringen er personlig, så bor der andre på samme adresse som dig, skal de også tilmeldes Robinsonlisten, medmindre de vil fortsætte med at modtage de adresserede reklamer.

Robinsonlisten – markedsføringsbeskyttelse (nyt vindue)


Framelding af analyseinstitutter og andre

Analyseinstitutter og godgørende foreninger må stadig kontakte dig, selvom du er registreret på Robinsonlisten. Vil du også framelde dette, skal du kontakte de enkelte analyseinstitutter og foreninger og bede dem om at lade være med at kontakte dig. Virksomheden må ikke tage betaling for at notere, at du ikke vil have flere henvendelser.

Det skal gælde straks, uanset om du står på Robinsonlisten eller ej.

Hvis du alligevel får opkald fra virksomheden, kan du klage til Forbrugerombudsmanden, og da kan det være nødvendigt, at du også har sendt en e-mail eller et brev til virksomheden, så du kan dokumentere, at du har frabedt dig reklamer og opkald fra netop den virksomhed.


Fem gode råd hvis du vil undgå reklamer

  • Vær opmærksom, når du oplyser din elektroniske adresse. Måske accepterer du at modtage reklamer på mail eller mobiltelefon.
  • Meld dig til Robinsonlisten hos kommunen – så kan du slippe for adresserede reklamer og telefonsælgere.
  • Husk at hele husstanden skal være tilmeldt Robinsonlisten, hvis I vil være helt fri for telefonsælgere.
  • Kontakt virksomheden, hvis det kun er enkelte virksomheder, du ikke ønsker reklamer fra.
  • Få et skilt til din postkasse hos Post Danmark – så kan du slippe for adresseløse reklamer, gratisaviser og lignende.

Læs mere her: Borger.dk Reklamer nej tak (nyt vindue)

Andre sider: Beskyttelser i CPR (nyt vindue)