Bispeparken stadig fri fra listernes greb

Der er kun 7 ”udsatte boligområder” tilbage på 2025-listerne, der
blev offentliggjort d.1. december. Bispeparken er stadigvæk helt
fri af regerings tre lister.
Antallet af såkaldte “udsatte boligområder” er dermed faldet
drastisk fra 43 boligområder i 2018.

Det viser, at de almene boligområder og beboerne har opfyldt de
ambitioner, som regeringen havde i deres kriterier for listerne.
Langt de fleste steder er det sket uden tvangsflytninger, frasalg
eller nedrivninger, og selv i ”omdannelsesområderne” er det
beboerne og det boligsociale arbejde, der har gjort den positive
forskel. Ud af de 7 ”udsatte” områder er det kun 5, der står på de
to hårdere lister. Det er et ekstra argument for, at det ikke er
rimeligt regeringen kræver, at 17 boligområder gennemfører en
”omdannelse” via en ”udviklingsplan”, når der kun er 5
boligområder tilbage på ”omdannelseslisten”.

Det er på tide at regeringen erkender, at det faktisk går rigtig
godt i de store almene boligområder, og at nedrivninger, frasalg
og tvangsflytninger skal stoppes nu. Det ville være en god optakt til EU-Domstolens dom d. 18. december, hvor generaladvokaten har foreslået, at hele lovgivningen dømmes som ulovlig diskrimination.

Uanset hvad regeringen gør, og EU-domstolen dømmer, så kan
boligforeningerne her og nu standse alle tvangsflytninger, frasalg
og nedrivninger og komme både regeringen og EU-domstolen i
forkøbet.

I Bispeparken støtter vi beboerne i de 42 handicapegnede rækkehuse på Langhusvej i Tingbjerg og alle andre, der er truet af tvangsflytninger, nedrivninger og frasalg. Vi støtter også de beboere, der er blevet tvangsflyttet fra Mjølnerparken og andre steder, og ønsker at vende tilbage til deres hjem.

Forfatter: Bispeparken

Bispeparken Beboerforening ved Bispeparkens Bestyrelse.