Sundhedstjek af alle boliger – fra februar 2023

I løbet af de næste måneder gennemfører vi et sundhedstjek af alle boliger i afdelingen. Og vi skal blandt andet ind hos dig. Så læs med og husk også at tjekke postkassen.

fsb’s bestyrelse (Organisationsbestyrelse) har vedtaget, at alle boliger i fsb skal have et sundhedstjek hvert 7. år. Nu er det blevet vores tur. Du får derfor besøg af personale fra ejendomskontoret, som foretager sundhedstjekket.

Du får et brev 6 uger før, vi skal ind hos dig, og igen et par uger før, vi kommer. Du kan også tilmelde dig sms fra ejendomskontoret, så får en reminder et par dage før.

Tilmeld dig sms fra ejendomskontoret

Hvad er et sundhedstjek, og hvorfor skal vi have det?

Ved sundhedstjekket ser vi blandt andet på indeklima, opvarmning, om toilet eller vandhaner løber, afløb, revner i vægge, elinstallationer osv. Vi kigger sandsynligvis i skabet under køkkenvasken og i eventuelle installationsskabe, men ellers åbner vi ikke skabe og skuffer. Og vi kigger heller ikke på, hvordan du bor, eller om der fx er støvet.

Når vi har gennemført sundhedstjekket, kan vi se om der er akutte problemer, vi skal rette op på. Vi kan også planlægge andet nødvendigt arbejde og på den måde sikre gode sunde boliger for alle.

Husk at aflevere nøgle, hvis du ikke er hjemme

Hvis du ikke er hjemme, når vi kommer, bedes du aflevere en nøgle. Det kan du læse mere om, i det brev du får.

Forfatter: Bispeparken

Bispeparken Beboerforening ved Bispeparkens Bestyrelse.